Benporcelæn blev oprindeligt udviklet i England og adskiller sig fra almindeligt porcelæn ved, at der i fremstillingsprocessen tilføres aske fra udglødet okseben. Det giver et lettere og mere elegant resultat med en ensartet overflade. Traditionel engelsk benporcelæn laves af 2 dele benaske, 1 del kaolin og 1 del feldspat (mineral) fra Cornwall. I dag kommer feldspaten dog hovedsageligt fra kilder uden for Storbrittanien.
Den første brug af benaske i keramik tilskrives Thomas Frye, som i 1748 lavede porcelæn af en slags blød lermasse. Sent i det 18. århundrede udviklede Josiah Spode produktet yderligere ved at iblande kaolin og gjorde til sidst benporcelæn så populært, at det kunne konkurrere med importeret orientalsk porcelæn.
Der er en teori om, at det var en misforståelse i en jesuitisk missionærs beretning om porcelænsfremstilling i Kina, som førte til de første forsøg med at bruge benaske i den vestlige porcelænsfremstilling. Uanset årsagen til de første eksperimenter, viste de, at lermasse iblandet benaske gav en meget hvid, stærk og halvgennemsigtig porcelæn.
Benporcelæn produceres i dag over hele verden. Produktionen indebærer som regel 2 brændinger, hvor den første uden glasur ved 1280 °C giver et halvgennemsigtigt produkt. Derefter følger en blankbrænding (glasur) ved en lavere temperatur under 1080 °C.
Selv om benporcelæn kan synes mere skrøbeligt end traditionelt porcelæn, kan det sagtens holde til både opvaskemaskine og microovn. Benporcelæn er således kendetegnet ved stor hvidhed, gennemsigtighed og styrke.
